Hoved menu:
Sangaften med Rasmus Skov Borring 5. april 2022 kl. 19:30 |
Oplev glæden ved fællessang akkompagneret af rytmisk klaver i et udvalg af tekster og kompositioner fra Højskolesangbogen – kombineret med fortællinger om sangene. Rasmus Skov Borring inviterer indenfor i sit arbejde med formidlingen af den danske sangskat, og han vil præsentere både velkendt og nyt materiale. Sangforedraget åbner op for værkstedsarbejdet omkring at komponere nye fællessange – bl.a. i samarbejde med digter Jens Rosendal, som han har arbejdet sammen med i syv år. Rasmus Skov Borring (f. 1981) er pianist, komponist og foredragsholder, uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra KU. Han har flere albumudgivelser bag sig, bl.a. "Den danske sang 1 & 2" med instrumentale klaverfortolkninger af højskolesange, to albums fra Rosendal/Borring-samarbejdet og ”Sangen har lysning” fra 2020 med nye fællessange. Rasmus Skov Borring modtog i 2019 N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med at formidle fællessangstraditionen både i Danmark og i udlandet. Han er komponist bag sangen ”Gi’ os lyset tilbage”, som netop er blevet optaget i Højskolesangbogen sammen med flere af hans andre sange. Arrangementet er et samarbejde med Klejtrup Musikefterskole og endvidere et af vores tilbud i forbindelse med Klejtrup By’s 800 års jubilæum. |